LAVT SELVVÆRD

Tegn på lavt selvværd
Selvværd handler overordnet om, hvordan du oplever dig selv – altså hvordan du tænker om dig selv, og de følelser det udløser.  Med andre ord, går det på, hvor tilfreds du er med dig selv, kende dine gode sider og acceptere fejl og mangler. Selvværd er ikke noget vi fødes med, men det grundlægges i barndommen, og kan svinge gennem livet. Tegn på lavt selvværd kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men involverer særligt følelsen af mindreværd, usikkerhed, selvbebrejdelse og selvkritiske tanker samt fokus på egne svagheder og nederlag.

Med lavt selvværd kan der ofte forekomme mistolkning af andre; du kan tro, at det er din skyld, at andre er i dårligt humør, uden at det er tilfældet. Og det kan være vanskeligt at modtage ros, fordi du har en overbevisning om, at du ikke er værd at holde af. I det hele taget antages det, at stort set alle psykiske lidelser er forbundet med lavt selvværd.

Lavt selvværd – udpluk fra min praksis, hvordan oplever andre det?
’Mine kærlighedsforhold har også vist, at jeg er en stor fiasko’

’Jeg kommer hurtigt til at tænke, at det her er for dårligt af mig’

’Min chef var psykopat – det har totalt ødelagt mit selvværd’

’Jeg bliver hurtigt min egen værste fjende, fordi jeg stiller høje krav til mig selv’

’Jeg har følt mig så værdiløs’

’Siden jeg blev mobbet i skolen, har jeg ikke følt mig noget værd’

’Jeg tillod mine eks’er at behandle mig dårligt, – jeg havde nok fortjent det’

’Jeg sammenligner mig hele tiden med andre, og føler mig altid ringere’

’Udadtil føler jeg mig total mislykket, og har en følelse af, at alle andre har happy life’

’Jeg vil nødig være til besvær’

’I min familie følte jeg mig uduelig og min far kaldte mig et pjok. Senere har jeg fundet ud af, at jeg nok bare er blandt dem der er særlig sensitiv’

’Jeg føler, at jeg skal give hele tiden for at de andre kan li’ mig’

’Jeg bruger ufattelig mange kræfter på at tænke, hvad andre tænker om mig’

’Som barn blev jeg vant til at tilsidesætte mine behov – der var altid noget der var vigtigere, eller så manglede der tid og overskud’

’Jeg tør ikke sige nej, og det betyder at det hele tiden er mig, der skal tage hensyn’

Lavt selvværd – mine erfaringer
Det er vigtigt at pointere, at det aldrig er for sent at udvikle et sundt selvværd og det er muligt at få hjælp til dårligt selvværd. Udfordringen er, at når man ikke føler sig af værdi, så lader man være med at gå efter det, man har brug for i livet – f.eks. i relationer, i job, i hverdagen. I behandling af lavt selvværd oplever jeg ofte, at der kan være blank skærm, når det handler om at se på sit eget værd. Men når vi begynder at arbejde med hjælp til selvværd, giver det utrolig meget mening – og jeg kan næsten se, at personen vokser.

At søge hjælp til lavt selvværd kan være en overvindelse, fordi det kan være forbundet med skam – og ja, mindreværd i sig selv. Men hvis du har dårligt selvværd kan du have stor glæde og effekt af hjælp og behandling. Det giver en klarhed og et rygstød, som kan være med til at give både identitet og retning i livet. At etablere et realistisk selvbillede med udgangspunkt i at acceptere, hvem du i virkeligheden er, gør at du kan leve  livet med en indre ro og glæde. Selvværdet er dit fundament.