ANGST

Tegn på angst
De typiske tegn på angst er overdrevne bekymringer, en uro i krop og hoved, sved, kvalme, rastløshed, søvnløshed, hjertebanken, mundtørhed, muskelspændinger og koncentrationsbesvær. Angst kendetegnes ved, at bekymring fylder så meget, at det kan være svært at glæde dig over noget  – også kaldet generaliseret angst. Angsten er ikke forbundet med bestemte situationer som f.eks. edderkopper eller højder. Ved angst kan katastrofetanker fylde meget, hvor der kredses om at man selv eller de nærmeste rammes sygdom, ulykke mv. Sandsynligheden for at det sker er meget lille, men det føles ikke sådan, fordi det kan være svært selv at vurdere at tankerne er ulogiske og irrationelle. Akutte angstanfald kan føre til åndenød, at man hyperventilerer og bliver svimmel, eller i sjældne tilfælde besvimer.

Angst – udpluk fra min praksis, hvordan oplever andre det?
’Som barn havde jeg ikke muligheden for at sige nej. Altid ja –det har skabt en angst i mig.’

’Utrolig mange ting i min hverdag opleves som en trussel – f.eks. når telefonen ringer. Jeg er bange for, at jeg ikke kan håndtere det.’

’Først min mors død, og så fik jeg en blodprop. Jeg føler ikke, jeg har kontrol over noget mere.’

’Jeg er så bange for at føle mig grim, tyk, lille og dum’

’Mine forældres skilsmisse rev fundamentet væk under mig.’

’Jeg ved ikke, hvad min eksmand kan finde på – han er uforudsigelig’.

’Dybest set er jeg bange for at blive forladt – at blive alene og ensom.’

Jeg har bange for ikke at slå til – på alle mulige måder. Jeg kan ikke holde tanken ud’.

’Jeg er ængstelig for at der skal ske mine børn noget. Ikke bare almindelig bange. Jeg tænker på det dag og nat’.

’Jeg har været alvorlig syg, og er bange for at blive det igen. Og i sidste ende at dø fra min familie.’

Angst – mine erfaringer
Jeg tilbyder angstbehandling i Horsens. I behandling af angst vil det primære bestå i at forstå angsten, hvad den i virkeligheden handler om. En afklarings-opgave i forhold til, hvad angsten er kommet af og hvad er dens ’formål’. Hvilke tanker og reaktionsmønstre er knyttet til angsten, og hvordan kan den håndteres. Når du først begynder at forstå angsten, bliver det også muligt at løsrive sig fra den og blive ven med den, fremfor at det er en modstander.

Jeg oplever, at angsten kan fylde rigtig meget i tilværelsen og være en stor forhindring. Men når angsten kommer under lup – og den naturlige tilstand indeni bliver genvundet, skabes en stor lettelse samt forandring.